Onsdagsroning på Arresø

24. april 2023 12:45 , af René Salqvist

Vi har nu med stor succes i fire år haft en ugentlig Arresøroaften, og selvfølgelig fortsætter succesen.
Det foregår hver onsdag i perioden maj til september.

Der er tilmelding via Memberlink. Se tidspunkter og yderligere info under punktet i kalenderen.

I Auderød har vi pt. en coastal-firer, en inrigger-firer, to inrigger-toere, to single-scullere samt fire klubkajakker.
Vi arbejder desuden på at anskaffe os en inrigger-toer mere som erstatning for den utætte Krista.
Det anbefales kajakroere med egen kajak selv at tage kajak med.

Der er ingen rovagt på disse aftener, og alle skal skrives ud på Rokort via mobil/tablet inden afgang.

I finder kort med mere over Arresø på Memberlink under Klubinfo.

Til dem, der ikke kender faciliteterne i Auderød havn (Naturcenter Auderød Havn, aka NAH), kan vi sige, at de er lidt mere primitive, end vi er vant til fra roklubben, idet der ikke er nogen bade- og omklædningsfaciliteter.
Der er dog vand samt en offentlig toiletbygning på området.
Desuden er der en bænk og knagerække i roklubbens bådhal til tøj og sager.

Man kan køre i bil helt ned til havnen, hvor der er vendeplads og p-plads.
I havnen er der et slæbested, en fast bro og et par pontonbroer.

Husk at rydde op efter jer, hænge spande, klude, veste med videre på plads, og generelt bare efterlade faciliteterne, som de var, da I kom, eller bedre.

Ved roning på Arresø skal man være særligt opmærksom på, at der er fuglebeskyttelseszoner, der er afmærket med gule bøjer. Der er adgang forbudt inden for disse zoner fra 1. februar til 31. juli.

For at komme ud til Auderød havn skal man køre ud ad Nordhusvej og dreje til venstre ad grusvejen med et blåt vejskilt, hvor der står Naturcenter Auderød Havn.

Mange rohilsener

Bestyrelsen

Vedhæftede filer